Job og praktik


Restaureringsarkitekt eller bygningskonstruktør
Mejeriet leder lige nu efter dig, der ser værdien i historiske bygninger og brænder for at bevare og udvikle dem. Dig, der har erfaring med skitsering, projektering, byggeledelse, myndighedsansøgninger og andre sider af fagets praksis.

Her får du mulighed for at kombinere din faglighed med en dyb respekt for materialer, håndværk og arkitektoniske detaljer – og være med til at sikre, at bygningerne ikke bare står smukt i dag, men også holder i morgen.


Hvad kommer du til at lave?
Hos os kommer du til at arbejde med restaurering, hvor historie og håndværk mødes. Vi arbejder med alt fra nænsom istandsættelse af kirker og fredede bygninger til transformation af bevaringsværdige ejendomme, så de får nyt liv.
Du bliver en del af et højt specialiseret team, hvor du får både ansvar, frihed og et fagligt fællesskab – og hvor vi nørder lige så meget over de små detaljer som over de store linjer.

Det kan bl.a. betyde, at du:
• Har kontakt med bygherrer, underrådgivere og myndigheder
• Indhenter myndighedsgodkendelser hos kommuner, Slots- og Kulturstyrelsen og kirkelige myndigheder
• Opmåler, registrerer, skitserer og udvikler projektforslag
• Projekterer og udarbejder tilbud
• Deltager i fagtilsyn og byggeledelse

Er du erfaren? Så får du mulighed for at tage stort ansvar fra start.
Er du nyere på restaureringsområdet? Så sikrer vi, at du får en grundig oplæring og mulighed for at komme med som føl på projekter. Vores restaureringskompetencer har base i Haderslev, så det bliver dit primære arbejdssted. Men der er også mulighed for til at arbejde fra kontoret i Kolding – og ikke mindst ude på projekterne.

Hvem tror vi du er?
Vi forestiller os, at du har en baggrund som restaureringsarkitekt, arkitekt eller bygningskonstruktør – men din uddannelse er ikke det afgørende. Det vigtigste er, at du har en nysgerrighed på historiske bygninger og et ønske om at bevare dem med omtanke.
For at trives i rollen skal du både kunne dykke ned i materialer og detaljer og samtidig være i stand til at løfte blikket og samarbejde med dem, der skal bruge bygningerne i praksis. Vi forestiller os derfor at du har mindst 5 års erfaring, men dine opgaver tilpasses til dit erfaringsniveau. Du vil komme i dialog med mange forskellige mennesker – fra håndværkere og bygherrer til myndigheder og menighedsråd – og det kræver både faglig indsigt og en god fornemmelse for mennesker.
Vi forestiller os, at du kan genkende dig selv i noget af dette:
• Du er nysgerrig på byggeteknik, historiske materialer og håndværkstraditioner og ser værdien i godt håndværk
• Du motiveres af at finde løsninger i samspil med kolleger, rådgivere og kunder – og trives med både selvstændigt arbejde og samarbejde
• Du har en struktureret tilgang og kan lide at skabe overblik i komplekse projekter — også når du har flere på en gang
• Du har lyst til at arbejde i et fagområde, hvor kommunikation er vigtig – både når du taler med håndværkere og når du skriver ansøgninger til myndigheder
Du har erfaring med eller interesse for at arbejde i Revit, Photoshop og InDesign

Om os
Mejeriet er en arkitektvirksomhed med en lang historie lokalt forankret i Kolding. Mejeriet har ligeledes en afdeling i København og Haderslev. Vi tror på, at de bedste resultater skabes gennem åbenhed, realisme, kreativt samarbejde og en passion for det gode håndværk. Vores værdier bygger på tillid, faglighed og innovation, og vi har et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er plads til at vokse – både som menneske og fagligt.

Besøg os på LINK for at lære mere om os.

Er du interesseret?
Vi vil gerne lære dig at kende – og det kræver ikke en lang ansøgning. Send os dit CV/portfolio og et par ord om dig selv. Vi er nysgerrige på, hvad der driver din interesse for restaurering. Er det materialerne, processen, detaljerne – eller noget helt fjerde? Det behøver ikke være langt, bare nok til at vi får en fornemmelse af, hvor dine kompetencer bedst kan komme i spil hos os.
Send din ansøgning til lw@mejeriet.dk inden 15.03.2025.
Vi afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning med det samme.
Vi glæder os til at høre fra dig!




Bygherrerådgiver
Mejeriet leder lige nu efter dig, der forstår byggebranchens mekanismer. Dig, der trives med at navigere i komplekse processer, rådgive kunder og sikre, at gode beslutninger bliver taget fra starten af et projekt.

Hos os bliver du en del af et tværfagligt team, hvor vi arbejder tæt sammen om at skabe løsninger, der er både ambitiøse og realistiske. Du får muligheden for at udvikle dig i rollen og være med til at præge, hvordan vi rådgiver vores bygherrer – med særligt fokus på renovering, transformation og bæredygtighed.


Hvad kommer du til at lave?
Som bygherrerådgiver hos os er du med til at gøre komplekse projekter overskuelige og mulige. Dit arbejde spænder bredt – fra facilitering af workshops til udarbejdelse af udbudsmateriale og budgetter. Du er bindeleddet mellem bygherre, rådgivere og entreprenører og sørger for, at projekterne har de rette forudsætninger for at lykkes.

Det kan bl.a. betyde, at du:
• Afklarer kundernes behov gennem dialog og facilitering af workshops
• Udarbejder koncepter og volumenstudier til beslutningstagere
• Lægger overordnede tidsplaner og budgetter for byggeprojekter
• Rådgiver kunder og formidler komplekse data på en letforståelig måde
• Udarbejder PQ og tilbudsmateriale herunder ESPD til nye sager.
• Udarbejder og formidler udbudsmateriale jf. Tilbudsloven og deltager i vurdering af forslag / tilbud
• Opsætter pointmodeller og rådgiver om tildelingskriterier
• Udvider netværk og opsøger nye bygherrer

Hos os får du frihed og ansvar fra start, men du står aldrig alene. I denne nye rolle bliver du en del af et team med dygtige fagfolk, der brænder for at skabe byggeri med langsigtet værdi.
Du kommer til at arbejde med projekter i hele Danmark, men vores bygherrerådgivere er forankret på vores kontor i Kolding, og du vil være i tæt dialog med dem uanset fra hvilket kontor du arbejder.

Hvem tror vi du er?
Om du er arkitekt, bygningskonstruktør eller ingeniør er ikke så vigtigt. Det vigtigste for os er, at du synes byggeriets faser er spændende og klar på at arbejde med de dynamikker, der er på spil.

For at trives i rollen skal du være både analytisk og pragmatisk. Du skal kunne bevare overblikket, når beslutninger skal træffes, og samtidig kunne kommunikere dem klart til både kunder og samarbejdspartnere.

Vi forestiller os, at du kan genkende dig selv i noget af dette:
• Du har et kendskab til byggebranchen og samspillet mellem f.eks. økonomi, jura og arkitektur
• Du motiveres af at finde løsninger i samspil med kolleger, kunder og eksterne aktører
• Du har en struktureret tilgang og kan arbejde med tidsplaner og budgetter
• Du trives med at formidle komplekse emner, så de bliver lette at forstå
• Du har erfaring med at arbejde i Excel, Word, InDesign – og måske også Revit
• Du har lyst til løbende at indhente ny viden om regler og jura (AB, ABT, ABR, YBB, YBL, Tilbudsloven, Udbudsloven)

Er du erfaren? Så får du mulighed for at tage stort ansvar fra start. Er rollen som bygherrerådgiver ny? Så sikrer vi, at du med din stærke forståelse fra byggeriets faser får den rette støtte til at vokse videre ind i rollen som bygherrerådgiver. Vi forestiller os derfor, at du har mindst 3 års erfaring, men dine opgaver og ansvar tilpasses til dit erfaringsniveau.


Om os
Mejeriet er en arkitektvirksomhed med en lang historie lokalt forankret i Kolding, men i dag også afdelinger i København og Haderslev. Vi tror på, at de bedste resultater skabes gennem åbenhed, realisme, kreativt samarbejde og en passion for det gode håndværk. Vores værdier bygger på tillid, faglighed og innovation, og vi har et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er plads til at vokse – både som menneske og fagligt.

Besøg os på LINK for at lære mere om os.

Er du interesseret?
Vi vil gerne lære dig at kende – og det kræver ikke en lang ansøgning. Send os dit CV/portfolio og et par ord om dig selv. Vi er nysgerrige på, hvad der driver din interesse for bygherrerådgivning. Er det samarbejdet med kunderne, projektstyringen, forhandlingsdelen – eller noget helt fjerde? Det behøver ikke være langt, bare nok til at vi får en fornemmelse af, hvor dine kompetencer bedst kan komme i spil hos os.

Send din ansøgning til lw@mejeriet.dk inden 15.03.2025.
Vi afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning med det samme.
Vi glæder os til at høre fra dig!




Uopfordrede ansøgninger
Vi modtager altid gerne uopfordrede jobansøgninger.
Du er velkommen til at sende din ansøgning til
jobs@mejeriet.dk

Uopfordrede praktikansøgninger
Vi modtager altid gerne uopfordrede praktikansøgninger.
Du er velkommen til at sende din ansøgning til
praktik@mejeriet.dk

Vi gennemser løbende ansøgninger og gemmer relevante i maksimum 6 måneder hvorefter de slettes.
Ansøgninger skal indeholde motivation, CV og portfolio i pdf-format og samlet være under 10 Mb.


©mejeriet 2025
×
Where external page will load into
×
Where external page will load into
×
Where external page will load into